I VAF

Så skete det - den 24/4 blev the Printzeduts verdenskendt i Vejle og omegn.
Familien Edut og Printzlau river mindst tre måneder ud af kalenderen til en timeout på Hawaii Vi skal være mere sammen, og måske arver drengene vores rejselyst, siger Sarah Edut, som sammen med sin mand, Mads Printzlau, tager børnepasningsorlov for at rejse med deres sønner til Hawaii. -Foto: Michael Svenningsen.
Hawaii var en joke
Familie på fire rejser til Hawaii for at være mere sammen. Huset er solgt, og fremtiden uvis
Fra Heegårdsvej i Hedensted til »The Big Island« i ø-staten Hawaii. Afstanden er stor, men en familie på fire er mere end klar til at skifte parcelhuset i Hedensted ud med Hawaii i mindst tre måneder, helst et år. Sarah Edut og Mads Printzlau har solgt parcelhuset – de vil ikke længere leve efter »man bør«-tanken. De tager til Hawaii med sønnerne Lukas på seks og treårige David for at være mere sammen som familie. Og måske vender de ikke tilbage.
Sure miner eller muligheder
Når man er i starten af 30’erne, bør man have hus, børn, bil, arbejde, siger Mads Printzlau. Han er ligesom sin kone Sarah Edut uddannet lærer, og familien har i fire år boet i villaen på Heegårdsvej. For nyligt har de måttet overveje, om de ville følge »man bør«-tanken og måske få en ekstra spisestue, eller gøre noget helt andet. Jeg er ledig efter at have været sygemeldt med stress. Det har gjort, at jeg har måttet forholde mig til, hvad jeg skal med mit liv – mine egne børn er vigtigere end andre folks børn, siger Sarah Edut. Ud over hendes sygemelding mistede Mads Printzlau sin far i sommer, og det har ført til lange snakke om fremtiden i den lille familie. Vi har kunnet vælge at være sure eller at sige, nu har vi alle muligheder. Hvad gør vi så nu, siger Sarah Edut. Vi spurgte os selv, om vi kunne dø af det her, og så blev vi enige om, at det skulle være nu, før ungerne hænger fast, siger Mads Printzlau. I første omgang solgte de huset. Her er flyttekasserne ved at være godt fyldte, og familien har samlet sammen til et loppemarked søndag den 30. april. De skal være ude af huset 15. maj.
Jokede om Hawaii
Den 13. juni rejser de til Hawaii. Destination lå ikke lige for. Vi ville gerne rejse og havde snakket om Israel, hvor min fars familie bor, eller Singapore, hvor der var et job som lærer. På et tidspunkt nævnte jeg, at jeg hvis kendte nogen på Hawaii, siger Sarah Edut. Herefter blev Hawaii nævnt som en joke, men da hendes fætters fætter, der driver en kaffeplantage på Hawaii, sagde, at de var velkomne, blev det ramme alvor. De ville gerne et varmt sted hen, og nu har de en base at komme til på Hawaii.Vi har været inde og surfe på nettet, for vi ved ikke, hvordan prisniveauet er for at leje en bolig derovre. Men til at starte med kan vi bo på farmen, siger Sarah Edut. Faktisk er der ikke ret mange faste planer for, hvad familien skal bruge tiden til på Hawaii. Vi skal være sammen, prøve at få en hverdag der, og forhåbentligt også rejse rundt til de andre øer og se sådan noget som Pearl Harbor, Waikiki Beach. Men det afhænger lidt af, hvad økonomien rækker til, siger Sarah Edut.Hun og Mads Printzlau tager børnepasningsorlov og har heller ikke arbejdstilladelse på den amerikanske ø. Men de vil gerne give deres børn mere end ekstra tid med familien.
Snorkler i badekar
Vi har rejst begge to før, og også da vi mødte hinanden, så tanken har ikke været fremmed, siger Sarah Edut. Hun tog 10. klasse i Israel, har været et år i Schweiz som au-pair og ledet udveksling på de Dansk Vestindiske Øer. Mads Printzlau har i forbindelse med sine studier boet tre måneder i Liverpool og knap ni måneder i Irland. Den eventyrlyst vil vi gerne give videre til vores unger – at det er godt med andre indtryk og at møde andre mennesker. Det er vel den der verdensborgeridé, vi gerne vil give dem, siger han. Forældrene er klar over, at de to yngste medlemmer af familien får det sværest ved mødet med Hawaii. De kan jo ikke kommunikere derovre, men vi er obs på børnene, siger de.Før afrejsen har de aftalt, at hvis børnene mistrives, eller den ene af de voksne ikke er glad for den nye hverdag, så skal næserne vendes hjemad. Men som minimum vil de blive på Hawaii i tre måneder.Drengene er lidt fåmælte, men de glæder sig og kender godt bogen, »Turen går til Hawaii«, der ligger på sofabordet. Vi har snakket meget om det, og drengene synes, at det er sejt og lidt mærkeligt. Lukas har øvet sig i badekaret på at snorkle med vores udstyr fra bryllupsrejsen til Egypten, og han har lært lidt engelsk, siger Sarah Edut, mens David falder i søvn.Drengenes værelser er de to mest møblerede rum i huset. De skal være, som drengene kender dem, til de flytter ud og hen til farmor den sidste måned.
En time out i en anden tidszone
Med sig får David og Lukas hver en kasse legetøj, så de også har noget velkendt med til deres nye liv på Hawaii. Men ellers er der ved at være tomt. Vi har sendt en mail rundt til venner og familie og sagt kom og tag, hvad I kan bruge. Vi har det bedst med, at vores ting kan gøre glæde hos andre. De ting, der har affektionsværdi, skal opmagasineres, men ellers bliver resten solgt, siger Sarah Edut. Der har været blandede reaktioner fra de nærmeste. Min lillebror synes, at han har verdens sejeste storesøster. Men vi har fået to generelle reaktioner: »hvor er det bare sejt« eller »er I da fuldstændigt vanvittige«, siger Sarah Edut. De, der hælder til den vanvittige udgave, ville ikke opgive deres faste trygge rammer for sådan et usikkert togt til Hawaii. Begge vores mødre er alene, og de siger, at det er godt, at vi gør det. Så ser de jo også en mulighed for at komme til Hawaii, siger Sarah Edut. Et spørgsmål, der ikke er til at besvare, er også dukket op blandt reaktionerne. »Hvad nu hvis I ikke kommer hjem igen?«. Det havde vi ikke selv tænkt på, og det kan vi ikke forholde os til lige nu. Men vi er ikke på vej væk fra Danmark, siger Sarah Edut. Det er mere en forlænget ferie og en timeout, der skal give ny energi og nye input, siger Mads Printlau.Familien Edut og Printzlau river mindst tre måneder ud af kalenderen til en timeout på Hawaii Vi skal være mere sammen, og måske arver drengene vores rejselyst, siger Sarah Edut, som sammen med sin mand, Mads Printzlau, tager børnepasningsorlov for at rejse med deres sønner til Hawaii. -Foto: Michael Svenningsen.

