fredag, september 22

"I'm the invisible cow"

12 grader celcius og god blæst.....Jo vi var glade for, at vi, for første gang i 3 måneder, havde fået lange bukser, strømper, sko og fleece-trøjer på. Det var som at være tilbage i dansk klima, da vi, onsdag aften, steg ud af bilen i 3 kilometers højde på vulkanen Mauna Kea.

Storslået er nok det mest rammende ord. At begive sig afted op ad den snoede og stejle vej gennem skyerne for så pludselig at være i den klare kolde bjergluft..... man kunne jo gå hen og blive naturelsker!

Vi var ikke hele vejen oppe på vulkanen, da de fraråder børn under 13 at komme op i den højde, men vi var højt nok oppe til, at vi både fik en fantatisk udsigt og kunne mærke at luften var tyndere. Det blev ret klart da vi skulle forcere en ret stejl askebakke for at se solnedgangen....selv Lukas syntes, det var hårdt!

Efter at have nydt solnegngen var det så tid til stjernekiggeri. Besøgscenteret har teleskoper, man kan bruge, og vi fik bl.a. også set Jupiter og dens måner. Ellers var der ikke så meget brug for teleskoper. I den højde og i det mørke, der er på sådan et sted, er stjernehimlen hel ubeskrivelig. Det vrimler over det hele og mælkevejen står klar og tydelig.

En stor og flot naturoplevelse. Vi har vedhæftet nogle af vores billeder, så I forhåbentlig kan dele den lidt med os.



Vejret før vi kom op



Så var vi over skyerne.



På vej op til udsigtspunkt.













Nu har I nok, mens I forhåbentlig har nydt billederne, undret jer over, hvor dette indlæg hedder usynlig ko.
På vej op stod disse skilte langs vejen (ja det er en ko på billedet)



Nu er amerikanerne jo et meget påpasseligt folkefærd - man kunne jo blive sagsøgt! MEN vi måtte trække lidt på smilebåndet, da vi, ved besøgscenteret, kunne læse dette skilt:



Faren er dog reel nok - det er MEGET mørkt, når man kører hjem igen. Men med alle de vilde høns, grise og geder, der ellers løber rundt på øen, så lærer man hurtigt at være meget opmærksom, når man kører.

fredag, september 15

Damphuller og øregas

Hej igen.

Dette indlæg bliver nok ikke helt så sammenhængende, da der er vinkler, der lige skal dækkes, men hæng på alligevel.

Have!
Første ærte, tomat og agurkehøst er i hus fra potterne på "altanen", og det var er stolt ærtefarmer, der kunne plukke den første fyldte bælg.



Solsikkerne v0kser også lystigt - flere centimeter om dagen, ser det ud til. Så her får I et par billeder af dagens solsikkemåling, samt en af de mange flotte regnbuer vi jævnligt oplever.... det er fordelen ved at bo lige på skillelinien mellem regn og solside af byen.





I Zoo og på vulkaner

Lørdag den 9. var vi i Hilo Zoo sammen med Erik og Hillery.
En lille men hyggelig zoologisk have, med masser af tropisk beplantning. Vi havde en god formiddag - dog var David lidt betænkelig ved påfuglene, der løb løst omkring. Det gjorde det ikke bedre, at fyren her så lige skulle vise halefjer!



Det viste sig at Erik og Hillery havde taget hele weekenden fri og indlogeret sig nær vulkanparken. Det endte derfor med, at vi spiste frokost sammen og derefter kørte til vulkanparken. Først stod den på info film med masser af flydende lave ( jo rigtig gættet, Lukas var helt oppe og køre) og derefter kørte vi på egen hånd ind i parken.
Første stop var steam vents ( damphuller) hvor dampen stiger op fra jorden.
Yderst fascinerende, som Margrethe nok ville have sagt.



Turen gik så videre til et af de store kratere. Storslået udsigt. Den hvide prik, til højre for Mads, er en bil, så'en bare for at give fornemmelsen at størrelsesforholdene.



Sidst men absolut ikke mindst besøgte vi lavatunnellerne. Der hvor lavan en gang har løbet gennem jorden, og hvor der nu er hult. Den første del er oplyst og nogenlunde "asfalteret", men når man når til den den anden del, er man ingenlunde i tvivl om, at man er nede under jorden. Der er MEGET MEGET mørkt. Ungerne elskede det - jeg synes, det var lidt uhyggeligt.
Biledet her er taget i den oplyste del.



Ordgejl, øregas og tomme løfter.

En ting vi dog ikke er så imponerede af herovre er den amrikanske gæstfrihed ( ikke i ord, men i handlng).
Alle har været utoligt imødekommende:
"Vi skal også ses."
"Vores børn kunne godt tænke sig at mødes - vi ringer"
"Det skal vi nok hjælpe jer med - vi ringer"

Desværre er det bare sådan, at langt de fleste, der har sagt sådan, aldrig giver lyd fra sig, og hvis man så ringer til dem, får man telefonsvareren. Praktisk talt igen tager telefonen, men sorterer opkaldene efter at have aflyttet svareren.

Begrebet "at ses" (for voksne) og "legekammerater" ( for børn) synes ikke at eksistere. Hvis man ser hinanden, mødes man om noget ( primært sport), og så går man hver til sit. Sjovt nok er det de samme mennesker, der næste gang man møder dem omtaler en som "my friend"

Det er svært at vænne sig til, og det har også givet mig en uge, hvor jeg bare mest havde lyst til at rejse hjem igen. Heldigvis har vi hinanden. Så må vi bare skrue forventningerne lidt ned og nyde tiden sammen som familie.

Skole ser ikke ud til at blive til noget. Hjemmeundervisningen fungerer dog rigtig fint.

Summa sumarum ..... på trods af nyindkøbt monopolyspil og fede strande, så savner vi jer alle derhjemme - både unge og gamle.

fredag, september 1

Ikke for sarte mødre....



"The beach is closed due to shark sighting"
Det var ordene, der mødte os onsdag, da vi ankom til Hapuna Beach, hvor vi havde aftalt at mødes med Dianne og hendes piger (hende med den danske mand). Reaktionerne var lidt blandede; mest øv, men også et lidt turistagtigt adrenalin rush. Vi kørte længere nordpå, hvor vi måtte konstatere, at selv på den meget lavvandede og børnevenlige Spencer Beach, var det kun tilladt lige at stikke tæerne i vandet og så ikke mere.
Vel ankommet hjemme i det grønne hus, kastede vi os over internettet for at kunne konstatere følgende:
( tryk på linket)
http://theshark.dk/html/tigerhaj.htm , sjovt nok forsvandt øv-følelsen ret hurtigt!

Strandene er lukket de næste par dage, og marinebiologer mm. er i fuld gang med at undersøge, hvad der sker. Tigerhajer er kendt i området, men ikke så tæt på land i dagtimerne og ikke i flok. Teorien går foreløbig ud på at der måske er en død delfin eller hval i området, som de æder af.

Somom det ikke er nok, nyder vi for tiden en del mndre jordskælv. Undertegnede - som åbenbart ikke er den skarpeste kniv i skuffen - har undret sig over de store lastbiler, der kører forbi på vores stille villavej.....det gik så i dag op for mig, at det er små jordskælv (3,3 på Richter)..... måske manglende Natek-undervisning i 80'erne? Det ryster og larmer lidt, men ellers ikke mere. Vi håber bare på, at det sætter lidt mere gang i vulkanen, så vi kan komme til at se lavaen. Det sidste stykke tid har den nemlig løbet under og ikke over klipperne.

Tilbage til studiet - Mor Printzedut, Big Island, Hawaii