Damphuller og øregas

Hej igen.

Dette indlæg bliver nok ikke helt så sammenhængende, da der er vinkler, der lige skal dækkes, men hæng på alligevel.

Have!
Første ærte, tomat og agurkehøst er i hus fra potterne på "altanen", og det var er stolt ærtefarmer, der kunne plukke den første fyldte bælg.



Solsikkerne v0kser også lystigt - flere centimeter om dagen, ser det ud til. Så her får I et par billeder af dagens solsikkemåling, samt en af de mange flotte regnbuer vi jævnligt oplever.... det er fordelen ved at bo lige på skillelinien mellem regn og solside af byen.





I Zoo og på vulkaner

Lørdag den 9. var vi i Hilo Zoo sammen med Erik og Hillery.
En lille men hyggelig zoologisk have, med masser af tropisk beplantning. Vi havde en god formiddag - dog var David lidt betænkelig ved påfuglene, der løb løst omkring. Det gjorde det ikke bedre, at fyren her så lige skulle vise halefjer!



Det viste sig at Erik og Hillery havde taget hele weekenden fri og indlogeret sig nær vulkanparken. Det endte derfor med, at vi spiste frokost sammen og derefter kørte til vulkanparken. Først stod den på info film med masser af flydende lave ( jo rigtig gættet, Lukas var helt oppe og køre) og derefter kørte vi på egen hånd ind i parken.
Første stop var steam vents ( damphuller) hvor dampen stiger op fra jorden.
Yderst fascinerende, som Margrethe nok ville have sagt.



Turen gik så videre til et af de store kratere. Storslået udsigt. Den hvide prik, til højre for Mads, er en bil, så'en bare for at give fornemmelsen at størrelsesforholdene.



Sidst men absolut ikke mindst besøgte vi lavatunnellerne. Der hvor lavan en gang har løbet gennem jorden, og hvor der nu er hult. Den første del er oplyst og nogenlunde "asfalteret", men når man når til den den anden del, er man ingenlunde i tvivl om, at man er nede under jorden. Der er MEGET MEGET mørkt. Ungerne elskede det - jeg synes, det var lidt uhyggeligt.
Biledet her er taget i den oplyste del.



Ordgejl, øregas og tomme løfter.

En ting vi dog ikke er så imponerede af herovre er den amrikanske gæstfrihed ( ikke i ord, men i handlng).
Alle har været utoligt imødekommende:
"Vi skal også ses."
"Vores børn kunne godt tænke sig at mødes - vi ringer"
"Det skal vi nok hjælpe jer med - vi ringer"

Desværre er det bare sådan, at langt de fleste, der har sagt sådan, aldrig giver lyd fra sig, og hvis man så ringer til dem, får man telefonsvareren. Praktisk talt igen tager telefonen, men sorterer opkaldene efter at have aflyttet svareren.

Begrebet "at ses" (for voksne) og "legekammerater" ( for børn) synes ikke at eksistere. Hvis man ser hinanden, mødes man om noget ( primært sport), og så går man hver til sit. Sjovt nok er det de samme mennesker, der næste gang man møder dem omtaler en som "my friend"

Det er svært at vænne sig til, og det har også givet mig en uge, hvor jeg bare mest havde lyst til at rejse hjem igen. Heldigvis har vi hinanden. Så må vi bare skrue forventningerne lidt ned og nyde tiden sammen som familie.

Skole ser ikke ud til at blive til noget. Hjemmeundervisningen fungerer dog rigtig fint.

Summa sumarum ..... på trods af nyindkøbt monopolyspil og fede strande, så savner vi jer alle derhjemme - både unge og gamle.