fredag, november 24

Priviligeret

Skulle det komme over en at søge på navnet Edut, på nettet, vil man opleve, at der kommer adskillige sider, hvor enten jeg eller min bettebror er nævnt, MEN samtidig vil man også få en masse finske sider frem på skærmen.
Dette har altid skubbet til min nysgerrighed, men svar på hvad Edut betyder på finsk, har jeg dog ikke fået før nu.

Lørdag den 18. begav vi os til vulkanen for at nyde blandt andet dette betagende syn



Nå men, på vores færd over lavaen for at komme ud for at kunne se den flydende lava, blev vi overhalet af en finne, der kommenterede, at vi talte dansk..... og hvor tit bliver man måske lige overhalet af en finne, nej vel - så jeg sprang ud i det og fik spurgt, hvad Edut betyder. Mysteriet er løst det betyder såmænd et privilegie.... ikke så ringe endda.

Tilbage til lavaen. Det var noget af en gåtur vi havde foran os, da vi begav os afsted, men med David på ryggen af Mads, og farmor ekstra påpasselig efter den foregående uges uheld, gik det afsted i rask trav. Første del gik fint på den asfalterede vej, men så havde lavaen lavet ballade. Vejen var forsvundet og turen gik videre i ujævnt terræn, at vejen stadig var under os blev bekræftet af dette skilt, der stadig stod midt i lavaen.




Vi fandt os et sted at sidde, og som solen gik ned (smukt, smukt, smukt) kunne vi pludselig se lavastrømmen ned i havet, hvor vi før ellers kun havde kunnet se det dampende vand. Selvom vi var langt fra, var det en storslået oplevelse....næsten surrealistisk at vide, at vi var så tæt på "rigtig" lava.



Da det krævede mørke at se lavaen, måtte turen tilbag nødvendigvis foregå i mørke. Udstyret med pandelamper og lommelygter begav vi os i roligt tempo afsted. På trods af dens bløde udseende er kanterne på lavaen skarp som glas, og da den samtidig er meget porøs, er det som at sætte hånden i en bunke glasskår. Lukas havde allerede fået et par splinter i fingrene (raske drenge SKAL åbenbart kaste med sten, når de er der)På trods af forsigtighed var Farmor lige en tur ned at kysse lavaen (ingen yderligere kommentarer herfra, dem må I komme med derhjemme). Blodet flød fra pande og næse. Lukas turde næsten ikke se på hende, men kommenterede dog, at hun skulle have været her til Halloween i stedet med det udseende. Hun har det godt og sårene heler fint.

Dog betyder det, at hun nu 2 lørdage i træk er kommet til skade, og planen er den, at hun hygger sig med ungerne i denne weekend mens Mads og jeg fejrer tidlig bryllupsdag på Hilton Waikoloa....tør vi forlade dem? Selvølgelig gør vi det. Vi glæder os nemlig rigtig meget til at komme ned og nyde f.eks. poolen her


Så håber vi bare, vi kan føre os frem mellem Lacoste og Gucci.

Den forgangne uge er også blevet brugt på endnu et besøg i Waipio Valley. Stadig smukt, denne gang fik vi dog en ekstra lille oplevelse med. Vi vidste godt, at der var vilde heste i området og blev positivt overraske, da vi fik besøg af disse 2



Vi nød synet, dog kun til de målrettet kom hen til os, og de havde kun øje for vores køletaske, og de sandwich drengene stadig havde i hænderne....konklusion: Heste kan godt være RET nærgående, når de åbenbart er sultne. Lukas nåede at flygte og David smed resten af sin ostemad til føllet for at slippe for forfølgelsen. Da de havde opgivet at få mere mad hos os, tog de lige en runde om vores bil, for at se om der skulle være noget at hente. Tror de har mødt turister før!

Ellers nyder vi stadig at have farmor her og vise øen frem. Gitte og jeg startede til Hula for 2 uger siden og har haft 4 timers undervisning i dans, chanting (hellig sang/messen på hawaiiansk) samt fremstilling af hårpynt



Det har været en stor oplevelse, specielt at finde ud af, at Hulaen er både hellig og en måde at videregive historien før skriftsproget.... man danser det, der bliver sunget. Hvis kurset forsætter efter Gitte er taget hjem, er jeg helt sikkert klar igen.

Julen er så småt skudt igang herovre...Lidt svært at vænne sig til tanken, da vejret stadig er det samme og naturen ikke ændrer sig. Det er i dag Thanksgiving - fejret herhjemme med Gitte som chefkok - og vi kan på fjernsynets reklamer se, at nu går juleræset for alvor igang... vi er spændte på at se hvordan det foregår herovre.

Og så bare for at træde lidt i regn og gråvejr i Danmark - så er disse billeder taget i onsdags :-)







Aloha herfra